Det hænder af og til, at jeg går hjem fra skole. Det er
oftest, hvis vejret er virkelig smukt en dag. Så går jeg først ud af Pollenzo
og krydser den store vej, hvor man skal risikere sit liv, for at komme over. På
den anden side ligger et lille villakvarter med køkkenhaver og kiwitræer og
vagthunde, der gør i kor. Jeg når til åen, hvor jeg kan høre vandet bruse, og
jeg stopper altid op for at kigge lidt på den. Jeg kan virkelig godt lide den
lyd. Vand der bruser. Efter åen drejer jeg til venstre og går af en markvej med
åen og brombærkrat til venstre og kålmarker til højre. Foran mig ligger et
lille stykke skov og jeg kan ane Alperne bag træerne, og går og glæder mig til
jeg er noget forbi skoven, så jeg kan kigge ordentlig på bjergene. Jeg følger
åen og svinger højre om træerne. Det er ikke rigtigt nogen skov. Det er en
gruppe træer plantet præcis på rad og rakke. Efter træerne kommer en lille bro.
Når jeg går over den i solskinsvejr hvirvler firbenene i skjul. Jeg fortsætter
min rute nu på den anden side af åen. Her er majsmarker og enge med
kornblomster og en masse krat. Inden det blev rigtig koldt mødte jeg altid en
kanin eller to for enden af denne sti. Når jeg rammer asfalten tager jeg afsked
med åen og drejer til venstre. Nu går jeg i direkte kurs mod Bra og bjergene,
der vælter op bag ved og rundt om. Langs vejen er der drivhuse, så langt man
kan se. Det er sådan nogle plastic-tunnel-drivhuse, der kan pakkes hurtigt
sammen, når det bliver for varmt. Der bliver groet tomater, salat, spinat, kål
og gulerødder. Der er altid en masse arbejdere i gang. De hilser og nogle af de
unge arbejdsmænd stopper altid op og pifter efter pigerne. Folk kører på små
traktorer og sidder gerne tre-fire styks på en scooter, hvis det skulle være.
Jeg kommer forbi nogle små hyggelige huse undervejs. Røg op af skorstene og
misundelsesvækkende køkkenhaver i fuldt flor. Kæmpe buske af rosmarin og salvie
og en dejlig, landlig lugt af gylle hersker her. Det er en smal vej, så det
handler om at vælge det rigtige tidspunkt at betræde den på. Midt på dagen, når
de alle sammen holder fri og sover til middag er klart at foretrække. Jeg vil
helst ikke forstyrres af biler, når jeg går her i mine egne tanker. Vejen
svinger lige så stille mod højre, for brat at starte sin færd stejlt opad.
Vejen op ad bakken mod Bra består af hårnålesving og er kraftigt opadgående.
Ballemusklerne bliver sat på prøve hver gang. Der ligger forladte huse på
venstre side og et af dem har et ganske fantastisk figentræ. I efteråret
"brød" jeg og mine to veninder, Laura og Valeria, ind i haven og
plukkede så mange figner vi kunne nå. Lidt længere oppe ligger et hus med to
forfærdelige hunde. De gør og knurrer og forsøger ihærdigt at bide sig selv
igennem det hegn de er lukket inde af. Jeg driller dem nogle gange. For det
meste, hvis det er lykkedes dem at give mig et chok. Der er ikke noget, der kan
forskrække som to hvinende høje hundegø, bedst som du går og drømmer. Jeg
stiller mig lige foran dem for at se, hvor længe de gider blive ved med at gø.
Når jeg har fundet ud af, at de bare gerne vil gø for evigt, går jeg frem og
tilbage, så de tror jeg er væk, men opdager mig igen, og jeg forvirrer dem ved
at lade som om jeg går ét sted hen, så de løber i den retning, men gemmer mig
bag en pæl og dukker op, når de er længst væk. Så går jeg grinende derfra. Jeg
trækker mig selv op ad resten af bakken, og inden jeg når toppen plukker jeg
gerne lidt vild mynte eller purløg. Det sidste stykke er så snævert og
kringlet, at bilerne dytter, når de kører rundt i svingene, for at advarer
eventuelle modkørende. Jeg dukker op på toppen og drejer mod højre ind mod Bra.
I en af rundkørslerne bliver jeg mødt af et stort digitalt ur, der viser, at
klokken er meget mere end jeg troede den var. Så kommer jeg i tanke om, at de
stadig ikke har fået stillet den om til vintertid. Man er vel i Italien. Jeg træder
ind i de smalle gader med brosten og huller i og butikker med gamle skilte,
cigaretautomater på gadehjørnerne og italienere, der zigzagger mellem bageren,
slagteren, grønthandleren og sæbeforretningen. I en lille by som Bra er det
fantastisk at se, hvordan detailhandlen stadig holdes i hævd. Jeg bor lige midt
i centrum, så et stykke oppe af den lille gade drejer jeg til højre ind i min
gård. Min nabo er en tobakshandler. Hvis man går der ind for at købe tobak er
der virkelig service på. Det gælder også, hvis man bare køber et helt
almindelig mærke. Pakkerne bliver taget ned fra hylderne, så du virkelig kan
overveje dit valg af tobak. Derefter går turen til filtre. Der er jo også mange
slags at tage stilling til, og til sidst må du vælge hvilket slags papir du vil
have. Samme procedure uanset om du køber Havana Cigarer eller Lucky Strike.
Ikke noget med nogle kiosker eller tankstationer her. Service og lærde
tobaksfolk. Det morer mig og glæder mig på samme tid.
Næste gang jeg skriver vil jeg fortælle noget mere om de små
butikker og om markedsfolkene. Nu må jeg videre med min læsning. Jeg skal til
eksamen på torsdag i History of Agriculture and Food. Et rigtig spænende fag.
God søndag <3