Hej Italien og selvsvingshistorie om Alperne

Det er på tide, at jeg får skrevet godt og grundigt ned, så jeg senere i livet vil kunne huske alle mine oplevelser her i Italien. Ofte er det jo sådan, at tiden kaster et rosenrødt skær over alle minder, og man kan knap nok huske, at man nogensinde havde en dårlig dag. Det er nok også derfor alt var bedre i gamle dage. En anden grund til denne blogs begyndelse er, at jeg synes det kan være enormt svært at holde alle mennesker hjemme i Danmark opdaterede. Jeg tænker meget ofte på alle dem jeg kender, men her er så meget nyt og så mange nye mennesker, at det kan knibe med at have overskud til flere separate fortællinger. Det er bedre med én, der til gengæld kan være både lang og grundig. Jeg synes, at det er rart, at I derhjemme nu kan følge lidt bedre med. Det er også med til at gøre det virkeligt, at jeg faktisk er taget afsted. 

Here we go.... Jeg startede ud med at bo i Pollenzo. Det er en lille bitte landsby på størrelse med Sennels. I den lille bitte landsby ligger universitetet. Alle mine medstuderende boede inde i Bra, der ligger 6 km væk og jeg følte mig derfor hurtigt en smule alene. Derfor bor jeg nu også i Bra. Hurra. Mens Pollenzo ligger nede i dalen, hvor der er fladt og diset, ligger Bra oppe på toppen af en bakke med udsigt hele vejen rundt. Det er ikke en stor by, men her bor alligevel 30.000 Norditalienere, så den vinder dog over  bette Thisted. Her er ok. Nok ikke den absolut mest charmerende by man kunne tænke sig, men den begynder at åbne sig mere og mere for mig. Det bedste ved det her sted er Alperne. I Pollenzo, der ligger nede i dalen, kunne der ofte gå uger, hvor man ikke så skyggen af et bjerg, for der er så diset, og bjergene gemmer sig bag. Men oppe i Bra kan man være næsten sikker på at se bjergene, hver gang solen skinner. Og det gør den næsten hver dag. Jeg bor inde midt i byen, så jeg har ikke meget udsigt fra mit vindue, men går jeg 10 min står jeg på det højeste punkt og kan se, hvordan Alperne breder sig hele vejen rundt om mig. Det er fantastisk. Lige så snart jeg ser en sneklædt alpetop er det som om luften bliver helt ren, jeg føler mig simplethen sådan i live, når jeg kigger på dem. Det er faktisk lidt samme følelse som når man ser havet for første gang i lang tid. Det er utroligt med bjerge. Jeg er meget fascineret af deres evne til at gemme deres kæmpe kroppe bag en lille sky eller en smule dis. Om efteråret er her ofte temmelig gråt i et par måneder, og det er derfor sjældent at man ser bjergene, men når de så kommer tilbage er det med et kæmpe brag. De er gigantiske og de er virkelig tæt på. Det er ikke til at forstå, at man ikke har kunnet se dem i flere dage. Og så flytter de sig. En dag kan det føles som ligger de langt ude i horisonten, og næste dag som kunne man hoppe lige hen på dem. Når I kommer at besøger mig, så skal I allesammen se Alperne. I vil med garanti blive imponerede. Nå, vi ses. Det er solskinsvejr, og jeg vil gå op at se solnedgangen over... ja, rigtigt! Alperne! Ses :)